3 lokale virksomheder: Sådan påvirker corona-krisen vores hverdag

 

Over de sidste 7 uger har coronavirussen resulteret i markante ændringer i de flestes hverdag.

Morsø Erhvervsråd har talt med 3 lokaler virksomheder, som alle har været påvirket meget forskelligt af corona-krisen. Fælles for dem alle er dog, at de i et eller andet omfang har måttet forholde sig til krisen.

 

Tømrermester Klaus Vig: Ikke en eneste aflysning fra vores kunder

Hos Tømrermester Klaus Vig arbejdes der for fuld tryk. Alle 8 mand er fuld beskæftiget.
"Vi har ikke oplevet nedgang. Der kommer fortsat forespørgsler på store projekter hos hr. og fru Jensen – alt lige fra nye huse der skal bygges, til tag der skal skiftes. Vi har ikke fået aflyst en eneste aftale hos vores kunder. Vi har travlt”, fortæller tømrermester Klaus Vig og fortsætter:
”Lige nu går tankerne da mest på, hvor lang tid Corona-virussen vil sætte sit præg på vores arbejde og vores hverdag. Hvordan ser det ud efter sommerferien? Tør folk bruge penge, eller sætter frygten og uvisheden tingene i stå?”

For netop at afværge dette scenarie, har Dansk Byggeri fremlagt en investeringsplan med 12 konkrete forslag. Et af forslagene er netop at gøre håndværkerfradraget mere attraktiv. Et forslag som der tegner sig en bred politisk opbakning til i folketinget, hvilket er meget positivt, mener Klaus Vig:
”Min fornemmelse er, at hr. og fru Jensen holder lidt igen med små-projekterne som f.eks. renovering af udhæng eller et nyt vindue. Bliver forslaget fra Dansk Byggeri en realitet, tror jeg på, vi vil få sat godt gang i hjulene, og flere vil udnytte den fordel, der følger med.”

I en spørgeundersøgelse, som Dansk Byggeri har foretaget blandt befolkningen, siger hver tredje, at de har projekter, som de vil gennemføre, hvis håndværkerfradraget bliver forbedret.

 

Volkswagen i Nykøbing: Det gik i stå fra den ene dag til den anden

Hos VW i Nykøbing gav nedlukningen i forbindelse med Corona-krisen en omgående reaktion:
 
”Telefonerne var med ét helt tavse.  Både bilsalg og booking af værksteds-tider gik i stå fra den ene dag til den anden. Vi fornemmede en nervøs, usikker stemning hos kunderne – mest fordi ingen jo vidste, hvor længe dette skulle stå på”, siger daglig leder hos Volkswagen Thisted-Nykøbing Torben Haaning. Chokket ramte både de private kunder og forretningens erhvervsafdeling, som ellers har oplevet en lang periode med optimisme og stigende salg.

”Vi skruede ned for aktiviteterne og indførte arbejdsfordeling for at afbøde de værste virkninger”, fortæller Torben Hanning, som dog atter melder om lysere udsigter:
”Nu er der nærmest fuld aktivitet på værkstedet, og telefonerne kimer flittigt igen. Kunderne har overvundet det værste chok og har fundet en ny hverdag. Samtidig kan vi se effekten af de forholdsregler, vi alle sammen tager i omgangen med hinanden. Og endelig tror jeg også, det gode vejr har spillet ind og giver lidt optimisme."

Men bilsalget halter efter. Mange er usikre på deres private økonomi, og især små og mellemstore virksomheder trækker indkøb og udskiftning af deres erhvervsbiler ud, til vi alle er på mere sikker grund igen. Vi skal arbejde og være tålmodige for at få salget op på niveau igen”, siger Torben Hanning og fortsætter:
 
”Det mest positive ved det, vi har været igennem, er personalets holdning. Alle var indstillet på, at vi måtte rykke sammen og hver især bidrage med det, vi kunne. Vi havde ingen problemer med at få medarbejderne sendt på arbejdsfordeling, og alle har givet den en ekstra skalle nu, hvor vi skal op i omdrejninger igen. Det har – på en yderst alvorlig baggrund – nærmest været en fornøjelse at se medarbejdernes reaktion.”

 

Morsø Fysioterapi: Regeringens hjælpepakker gør en forskel for vores virksomhed

Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned 11. marts, fulgte Morsø Fysioterapi efter og sendte alle medarbejdere hjem.


”Jeg tænkte i første omgang – det her er ikke godt for vores patienter og for rigtig mange mennesker. Så tænkte jeg 2 uger, det kan vi sagtens klare. Måske en smule naivt for det viste sig jo at blive en helt anden situation”, fortæller medejer Helle Thøgersen hos Morsø Fysioterapi.  

Morsø Fysioterapi endte med at have lukket i 2 uger inden der igen blev åbnet for kritiske og akutte patienter. Den 17. april ophævede man det midlertidige forbud mod visse liberale erhverv, og det betyder, at Morsø Fysioterapi nu igen tilbyder alle former for behandlinger og har tanker om holdtræning:
”Jeg er rimelig fortrøstningsfuld. Lige nu fokuserer vi på at finde tider til alle de patienter der har fået aflyst deres tid og samtidig give tider til de nye patienter, der ringer ind. I løbet af denne uge kommer alle medarbejdere på arbejde igen på skift, og inden for nærmeste fremtid arbejder alle på fuldtid igen.” 
Hos Morsø Fysioterapi er ingen medarbejdere blevet fyret. Men dette kunne være endt anderledes, hvis ikke det var for regeringens hjælpepakker:

”Til en start var det svært at overskue rent økonomisk. Alt var usikkert. Med hjælpepakkerne dannede regeringen et sikkerhedsnet under os. Havde det ikke været for dette tiltag, havde vi været nødsaget til at være på forkant og simpelthen opsige medarbejdere.
Vi har svært ved at forudsige noget i den situation, vi alle står i, men én ting ved vi med sikkerhed - vi overlever”, slutter Helle Thøgersen.

 

 

Har du spørgsmål til regeringens hjælpepakker, er du meget velkommen til at kontakte os: 9772 4800.
Du kan også læse mere om kompensation via hjælpepakkerne på Virksomhedsguiden.dk