Er din virksomhed klar til Amazons indtog i Danmark?

 

Er du detail- eller handelsvirksomhed? - Så bør du se med her. Internethandel er i voldsom vækst. I 2016 udgjorde vores onlineforbrug i Danmark hele 12,5%, hvilket placerer os som et af de lande i Europa, der handler mest på nettet.

I Danmark er der stor spredning på, hvilke hjemmesider vi handler på – dette bedst forklaret ved, at handel hos de 3 mest handlede udbydere udgjorde 9% af den samlede handel. Sammenligner vi os med USA og Tyskland er det henholdsvis 58% og 63%. Forklaringen er enkel – i Danmark har vi ingen rigtig store handelsplatforme, som eksempelvis Amazon, E-bay eller Alibaba. Amazon, der er til stede i både USA og Tyskland, har erobret enorme markedsandele for onlinehandel efter deres indtog. I Tyskland var 26% af al online handel via Amazons platform, mens det i USA var hele 37%.

”Kun en tåbe frygter ikke Amazon” – citat Jens Høgsted, CEO Sportsmaster

 

Hvad er det, Amazon er så gode til?

Kort fortalt, så har de et enormt stort kundefokus – det vil sige hurtig levering, loyalitetsprogrammer, således du bliver belønnet jo mere du handler samt høj udnyttelse af big data. Sidstnævnte betyder, at de lærer din adfærd på nettet at kende, og derved nærmest kan fortælle, hvad du går og mangler – før du selv er klar over det… Herudover er de nytænkende, og seneste påskud i USA er levering af varer ved hjælp af droner.

”Amazon har påvirket vores investeringer på ejendomsmarkedet og betydet, at vi i længere tid har holdt os fra shoppingcentre” citat Anders Damgaard, koncernfinansdirektør PFA Pension

Vi har set fra andre lande, at når Amazon kommer, så starter de udbuddet med de sikre produkter og udvider løbende med flere segmenter. De sikre produkter består af: Bøger, musik, spil, elektronik, computere, tøj, sko og legetøj.

 

Hvordan skaber vores eksisterende virksomheder sig en plads i markedet?

Der findes egentlig 3 strategier – indgå samarbejde, tage kampen op eller forsøge at differentiere sig.

  1. Samarbejde Fordelen her er, at den mindre virksomhed potentielt kommer ud til mange flere kunder – også på internationalt niveau, mens udfordringer er mindre indtjening pr. solgte enhed.
  2. Tage kampen op Her kræver det et meget stærkt brand. Der skal være stordriftsfordele, og interne processer skal være optimeret. Leveringstider og kvalitet vil være af afgørende betydning.
  3. Differentiering Man kan differentiere sig ved udbud af særlige loyalitetsprogrammer eller salg af nicheprodukter. Alternativt kan man via fysiske butikker eller showrooms komme bedre i kontakt med kunderne.

 

Næste gang du tænker strategi, så er spørgsmålet:

Er min virksomhed klar, når Amazon beslutter sig for at komme til Danmark?

 

 

Med venlig hilsen

Claus Ring Skibsted

Leder i Jyske Bank, Erhverv, Nykøbing Mors