Mors-virksomheder blev vist frem for nysgerrige studerende

 

Virksomhederne på Mors er meget åbne overfor uopfordrede ansøgninger, fordi det kan skabe ny udvikling i virksomheden – men de studerende venter ofte på et stillingsopslag og har ikke tænkt på at søge uopfordret.

Denne udfordring kom tydeligt frem, da otte studerende fra Aalborg og Aarhus Universitet i Kulturmødeugen var på Mors – et ophold med virksomhedsbesøg de havde vundet i forbindelse med Karrieremesse tidligere på året.

Det to dages ophold indeholdt virksomhedsbesøg på øen samt besøg på Kulturmødet og et møde med unge fra organisationen JCI. Målet med det hele var at åbne deres øjne for herlighederne og job-mulighederne på Mors.

25-årige Emil Overgaard Yde er én af de otte studerende, og han er ved at uddanne sig til civilingeniør i teknologibaseret forretningsudvikling på Aarhus Universitet i Herning. Han havde aldrig tænkt på, at han skulle søge et fast job uopfordret.

- Det var interessant at finde ud af, at virksomhederne ikke nødvendigvis slår alle stillinger op. Det viser sig, at en stor del af rekrutteringen foregår helt uden opslag. De vil rigtig gerne have uopfordrede ansøgninger, og det havde jeg ikke lige forestillet mig, siger han.

 

Begejstret for rundtur

Opholdet for de studerende var arrangeret af Morsø Erhvervsråd og de studerende var på virksomhedsbesøg hos SKOV A/S, Jesperhus Resort ApS, BILA A/S, Thy-Mors Energi, DFI-Geisler A/S og Frontego A/S. Emil Overgaard Yde er meget begejstret for rundturen.

- Det var supergodt arrangeret, og vi så rigtig meget af Mors. Det var vildt spændende at komme ud og besøge virksomhederne, det gav mig et indblik i, at der er mange jobmuligheder på Mors. Især var det sjovt at være ’backstage’ i Jesperhus Resort, hvor jeg har været mange gange som barn, fortæller han.

De studerende var også på Kulturmødet på Mors, og det var ikke noget Emil Overgaard Yde selv havde tænkt på at tage til.

- Men det var en rigtig god oplevelse, og noget jeg ellers aldrig havde oplevet, siger han.

Han stammer oprindeligt fra Thy og vil efter sin uddannelse gerne vende tilbage til det nordvestjyske, så han er meget glad for det indblik han har fået i jobmulighederne på Mors.

 

Skabe nyt job

BILA A/S ansætter mange nye medarbejdere, og derfor var mødet med de studerende vigtigt og interessant for virksomheden. Senior Recruiter Trine Krohn kan bekræfte, at BILA A/S rigtig gerne modtager uopfordrede ansøgninger, og at de altid læser alt med stor interesse.

- Vores virksomhed er meget organisk og innovativ, derfor er vi villige til at oprette nye stillinger, som slet ikke findes endnu, og som vi ikke engang kan forestille os. Så vi udvikler gerne nye jobs, hvis de rette kandidater kommer til os, og det skaber forretningsmæssig værdi for os, forklarer Trine Krohn.

 

Mere synlig

Besøget af de studerende gav hende dog også noget at tænke over.

- Vi lærte af de studerende, at vi skal være mere synlige, for de kender jo ikke nødvendigvis til BILA A/S. I vores verden kan vi godt gå og tro, at alle selvfølgelig kender os – men det gør de jo ikke. Og så får vi heller ikke de rigtige uopfordrede ansøgninger, siger Trine Krohn.

Konkret vil BILA A/S nu gøre mere ud af, at fortælle på deres hjemmeside, hvorfor de gerne vil have uopfordrede ansøgninger, og at man ikke skal holde sig tilbage for at søge på den måde.

Morsø Erhvervsråd var arrangør, og de oplever, at virksomhederne på øen rigtig gerne slår dørene op og er motiverede for at møde de studerende, som kommer med nye tanker og kompetencer. BILA A/S er meget glade for samarbejdet med Morsø Erhvervsråd.

- Det at de går ind og er tovholder for sådan et arrangement og laver fælles front for vores virksomheder her på Mors og gør os attraktive sammen, det sætter vi virkelig stor pris på, siger Trine Krohn.

Morsø Erhvervsråd forventer, at de også til næste års Karrieremesse udlover et ophold til Mors til studerende og nyuddannede.

- Trods begyndende tegn på økonomisk afmatning i udlandet har adgangen til kvalificeret arbejdskraft stadig stor betydning for erhvervslivet på Mors. Og uanset konjunkturer er tiltrækning af arbejdskraft udefra altid et centralt tema for den økonomiske udvikling på Mors. Derfor målretter vi også fremover indsatsen, så den henvender sig direkte til de studerende i det miljø, hvor de befinder sig, siger direktør Per Søndergaard Morsø Erhvervsråd.