Morsø Erhvervsråd opruster med erfaren erhvervskonsulent

 

Erhvervsrådet har per 1. januar ansat Flemming Moeslund Sørensen som ny erhvervskonsulent.

Flemming er 58 år, bosat i Viborg og bringer mange års erfaring fra erhvervsfremme med ind i det nye job. Siden 2011 har han arbejdet med lokal erhvervsudvikling hos henholdsvis Viborgegnens Erhvervsråd og Erhvervsrådet Herning & Ikast/Brande. 

– Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en aktiv del af erhvervsudviklingen på Mors. Mere end 700 virksomhedsbesøg og 200 iværksættervejledninger har givet mig stor indsigt i behovene hos virksomhederne og iværksætterne samt deres måde at tænke og arbejde med udvikling på. Og jeg ser nu frem til at give mit bidrag til dagligdagens opgaver og udfordringer hos den enkelte virksomhed og iværksætter på Mors, fortæller han.

 

Også direktør Tinna Malmborg er glad for at have fået Flemming Moeslund Sørensen med på holdet:

-Vi er meget glade for at have en så erfaren erhvervsprofil med på holdet. Flemming vil udover erfaring og viden fra tidligere job, blandt andet kunne bidrage med vejledning indenfor Industri 4.0, grøn forretningsudvikling samt eksport. Det vil klart styrke Erhvervsrådets indsats over for det lokale erhvervsliv, siger hun.

 

Med Flemmings ansættelse består holdet hos Morsø Erhvervsråd fremover af 4 ansatte.