Morsø-finalist udpeget i bæredygtighedskonkurrence

 

Det nordjyske Tag Fat-sekretariat har udnævnt den lokale Morsø-vinder af bæredygtighedskonkurrencen Tag Fat. Vinderen blev Mors-virksomheden HeavyZleep, der således går videre til finalen, der afholdes hos den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt i Aalborg.

 

 

Blandt en række meget forskellige virksomheder i Morsø Kommune er dynevirksomheden HeavyZleep sendt videre til finalen i den nordjyske Tag Fat-konkurrence om bæredygtighed, som Erhvervshus Nordjylland står bag.

HeavyZleep har specialiseret sig i bæredygtige tunge dyner, også kaldet behandlerdyner, der har særlige egenskaber, som sikrer den bedst mulige søvn. Dynerne vejer op til tre kilo og adskiller sig fra de traditionelle kugledyner, der ofte er meget tunge og kun i ringe grad minder om en rigtig dyne. HeavyZleeps dyner er derimod fyldt med en blanding af andefjer og dun, der nænsomt sorteres fra i en allerede eksisterende produktion. Fjerene og dunene er således ikke produceret for udelukkende at skabe fyld til dynerne, men indgår som et overskudsprodukt i produktionen af fødevarer.

Dynerne har en positiv effekt på kroppen, og vægten skaber en sund og dyb søvn – både for personer med lidelser og for helt almindelige mennesker.

Dynerne blev oprindeligt produceret i Portugal, men HeavyZleep har valgt at tage produktionen hjem til Danmark, hvor det er nemmere at stille krav til produktets bæredygtighed. Desuden har HeavyZleep arbejdet intenst på at minimere alt, hvad der hedder plastik i indpakning og emballage.  

HeavyZleep er sendt videre til finalen i Tag Fat, fordi virksomheden er gået langt for at sikre en bæredygtig produktion, hvor der er sporbarhed, og hvor man udnytter et overskudsprodukt i en allerede eksisterende fødevareproduktion. Desuden har HeavyZleep arbejdet intenst på at optimere produktet og virksomhedens CO2-aftryk, og derfor er der al mulig grund til at sende dem videre til Tag Fat-finalen i Aalborg, siger Lene Sejbjerg, Erhvervskonsulent i Morsø Erhvervsråd.  

 

Indtager nu det danske marked

HeavyZleep har ingen nævneværdige konkurrenter på det kommercielle marked for tunge dyner, og derfor er de to ejere og iværksættere Tomas Taheri og Danny Guld Kristensen nu klar til at indtage det danske marked efter en lang og omfattende optimering af virksomhedens bæredygtige profil.

Vi har brugt masser af energi på at trække produktionen hjem fra Portugal, så vi er tættere på forarbejdningsprocessen og i højere grad kan sikre produktets bæredygtighed ned til mindste detalje. Desuden er vi i gang med at erstatte alt lige fra satinbånd til bæreposerne i plastik, så vi fremover kun anvender genanvendeligt pap. En finaleplads i TagFat-konkurrencen er et kæmpe skulderklap, og vi håber, den kan give os det løft, vi har brug for her i den indledende salgsfase, siger Tomas Taheri, medstifter af HeavyZleep. Hans forretningspartner Danny Guld Kristensen ser et meget stort potentiale for de nye tunge dyner.

Vi har selv begge to haft børn, der var for tidligt fødte, og dengang som nu fandtes der primært meget tunge kugledyner, som er rettet mod svære lidelser. Især unge mennesker med brug for ekstra vægt i dynen er ikke særlig stolte af at sove med en kugledyne, og derfor har vi skabt en almindelig dyne med dun og fjer, der blot vejer markant mere end en almindelig dyne. Vores moderne tilværelse med masser af input og stimuli kræver faktisk ekstra meget søvn, og vi håber således på, at vi kan skabe et helt nyt markedssegment for alle, der ønsker en tung og beroligende dyne, kommenterer Danny Guld Kristensen.

 

HeavyZleep kan se frem til at dyste med vinderne fra de andre 10 nordjyske kommuner ved et stort finaleevent i Aalborg d. 9. september. Konkurrencen er initieret af Erhvervshus Nordjylland for at sætte fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi og for at inspirere virksomheder rundt om i Nordjylland til at fokusere endnu mere på den grønne omstilling.

 

Tag Fat konkurrencens udgangspunkt

Tag Fat, der arrangeres af Erhvervshus Nordjylland, ønsker at rette fokus på bæredygtighed i et forretningsmæssigt perspektiv via principperne for cirkulær økonomi. Det betyder øget fokus på virksomheder, som tager aktive skridt for at sikre, at produkter, materialer eller ressourcer forbliver i cirkulation så længe som muligt. Det sikrer en forretning, der arbejder for at minimere forbruget af jordens ressourcer.

Hvis man som virksomhed ønsker at indarbejde den cirkulære økonomi, kan man bl.a.:

  • Mindske miljøbelastningen, f.eks. gennem reduktion af energi- og/eller ressourceforbruget i produkter eller ydelser, i fremstillingsprocesser, i virksomheden generelt eller ved at reducere eller fjerne brugen af miljøfarlige stoffer
  • Bruge genanvendte/genanvendelige materialer
  • Designe eller indarbejde nye produkter, ydelser eller løsninger, der gør det lettere at minimere spild, genanvende, reparere og/eller opgradere. Det kan f.eks. være design for længere levetid, lettere adskillelse, brug af digitale løsninger til håndtering af materialestrømme eller opdateringer af software i produkter/ydelser.
  • Gentænke forretningsmodeller, produkter, ydelser og løsninger, f.eks. tilbagekøbsordninger på produkter eller leasing/servicemodeller på produkter/ydelser
  • Inddrage hele eller dele af organisationen i arbejdet med bæredygtige initiativer og tiltag
  • Stille krav til leverandører, f.eks. i form af certificeringer eller dokumentationskrav ift. ressourceforbrug og miljøbelastning

 

Læs mere på www.tag-fat.dk