DEBATINDLÆG
| Udgivet 14. november 2023 |
Godt og vel 680 milliarder sidste år. Det er ligegodt også en slags penge.
Af: Tage Odgaard Nielsen, Bestyrelsesleder, DI Thy/Mors, Furvej 2, 7900 Nykøbing Mors
Danske virksomheder og deres medarbejdere slår alle rekorder. Aldrig har så mange været i job, og aldrig før har de indbetalt så mange penge til fælleskassen. Det er godt for os alle sammen, for det er selvfølgelig fælleskassen, som betaler for vores samfund og vores velfærd.
Det er også fælleskassen, som betaler for de rammer og vilkår, som gør, at vi i virksomhederne kan blive ved med at skabe job og tjene penge til fælleskassen. Det er ligesom sådan, vi får det hele til at hænge sammen. Nogle kalder det for samfundskontrakten. Jeg kalder det egentlig bare for fælles ansvar.
Og det er dét ansvar, jeg gerne vil appellere til. For mens vi knokler – i hele Danmark – for at leve op til vores del, så oplever vi ikke altid, at ansvaret og investeringerne følger med hele vejen den anden vej.
Ond spiral for landdistrikterne
Det kræver nemlig ikke en lang uddannelse fra storbyen for at gennemskue, at investeringer i infrastruktur ikke er ligeligt fordelt på tværs af landet. Det gælder offentlig transport, det gælder statslige hovedveje, og det gælder motorveje. Og ja, det gælder faktisk også vores elnet og fremtidige adgang til grøn strøm, som vi så med regeringens nylige energiudspil.
Men kan det nu svare sig at hælde flere penge i landdistrikterne, spørger du nok. Som morsingbo ved jeg alt om, at man ikke skal strø om sig med penge. Og det er klart, at der er flere biler, flere passagerer og mere forbrug i Hovedstaden, end der er i Hanstholm. Men der er forskel på at lave en hurtig handel og en langsigtet investering. Og tør man ikke tænke langsigtet – og tør man ikke tænke sammenhængskraft på tværs af landet – ja, så er den onde spiral for landdistrikterne nem at se for sig.
Hele vejen til Hanstholm
Trængslen på rute 26 og 34 mellem Hanstholm og Herning har været omdiskuteret i mange år, og der har heldigvis også været opbakning til at finde løsninger – og ja, penge. Problemet er bare, at vi skal hele vejen fra Herning til Hanstholm. Det er ikke nok med punktforbedringer. Får vi ikke en langsigtet løsning for hele strækningen, kan det reelt set bremse udviklingen og fremgangen i vores del af landet.
Det handler ikke kun om, at det er træls at sidde i kø. Det er også dyrt og noget rigtig skidt for de mange virksomheder her på egnen, som transporterer deres varer sydpå til det danske og europæiske marked. Desværre er det ikke det eneste problem. For der er også grænser for, hvor lang tid vores medarbejdere vil bruge på at komme til og fra arbejde. Rute 26 og 34 er på alle måder en livsnerve for området.
Danmark i balance
Udbygning af rute 26 og 34 har bred opbakning fra alle 11 nordjyske kommuner samt Region Nordjylland og Region Midtjylland. Derfor er det ærgerligt, at det ikke følges til dørs i Folketingssalen. En række partier – ikke mindst regeringspartierne – har proklameret, at de ønsker et sammenhængende Danmark i bedre balance. Derfor må netop den her strækning ligge lige til højrebenet. Vi beder ikke om metroer, lufthavne og dyre motorveje. Vi beder stilfærdigt og ydmygt om at få vores nuværende hovedvej forbedret og dermed en lidt bedre forbindelse til resten af landet. Blot en halv promille af sidste års skattebidrag fra erhvervslivet er nok til at gøre en stor forskel for os. Helt konkret er det faktisk nok til at opgradere strækningen fra Sallingsund til Kåstrup, som ser ud til at blive en alvorlig flaskehals i de kommende år.
Til gengæld skal jeg love jer for, at vi knokler videre – og at vi fortsætter vores indbetaling til fælleskassen. Det er nemlig sådan, vi får det hele til at hænge sammen.
