
MatchMaking Messe på UCN Teknologi og Business

Morsø Erhvervsråd hjælper igen i år virksomhederne med at tiltrække studerende.
Onsdag den 24. september er Morsø Erhvervsråd igen med til ”MatchMaking messen” på UCN i Aalborg. Du kan deltage sammen med Morsø Erhvervsråd og få en gratis stand som ramme for tre timers dialog med praktiksøgende studerende fra 18 uddannelser på UCN Teknologi og Business.
Mange af de studerende skal i praktik i foråret 2025, hvor de i løbet af praktikforløbet vil kunne give jer friske øjne på nye muligheder og kvalificerede bud på løsninger af udfordringer.
I forlængelse af praktikken vil de studerende desuden kunne arbejde for jer med et relevant emne via deres hovedopgave. Der er primært fokus på praktik, men du må også gerne medbringe studiejobs og ordinære stillinger til kommende dimittender.
Sidste år fik vi bl.a. skabt et fantastisk match med en af de deltagende virksomheder MOT, som fandt den helt rigtige profil. Forløbet har været en stor succes, og har hjulpet virksomheden godt videre.
Du og din virksomhed kan også deltage i år. Du vil møde studerende fra Teknologi- og Businessuddannelserne. De søger alle en studiepraktikplads fra januar eller februar 2026, og derfor er de meget interesserede i, hvad du og din virksomhed kan tilbyde. Praktikperioderne er 10 eller 12 uger afhængig af uddannelsen.
Navn på uddannelsen | Antal studerende |
Administrationsbachelor | 27 |
Automationsteknolog | 19 |
Bygningskonstruktør / Byggetekniker | 58 |
Datamatiker | 33 |
Designteknolog | 38 |
Finansøkonom (økonomi og revision) | 30 |
Financial controller | 22 |
It-sikkerhed | 14 |
It-teknolog | 35 |
Markedsføringsøkonom | 96 |
Multimediedesigner | 27 |
Produktionsteknolog | 12 |
Softwareudvikling | 20 |
Afstanden til Mors kan være udfordrede for de studerende, men når vi fortæller om, at virksomhederne er meget fleksible med hensyn til muligheden for evt. at arbejde hjemmefra i en del af perioden, så stiger interessen, og samtalerne bliver meget mere relevante for de studerende.
Sidste år havde vi flere jobopslag med fra de virksomheder, der ikke selv kunne være med. Erfaringen er, at du får et meget bedre resultat, hvis du selv kan tage dialogen med de studerende på selve messen.
Mange af de studerende vi talte med havde relation til Mors, eller familie der boede i Thy eller Skive. Det betød, at det var oplagt for dem at tage en videre snak med virksomhederne om muligheden for praktik.
De studerende har haft mulighed for at forberede sig på hvilke stande de gerne vil besøge. Du kan derfor med fordel oprette stillingsopslagene i de studerendes jobportal www.candeno.dk forud for messen.
Hvis du vil høre mere om Match Making Messen, hvilke typiske opgaver de studerende kan lave i en praktikperiode, og hvordan du og din virksomhed kan deltage i år, så kontakt Erhvervskonsulent Jens Vinther Christensen på mail jvc@mer.dk eller tlf. 2147 8880.
Det er gratis at deltage.