Skip to main content

PRESSEMEDDELELSE

| Udgivet 5. november 2025 |

Iværksættere efterlyses – Mors sætter fokus på iværksætterlyst under international uge

I uge 46 markerer Morsø Erhvervsråd den internationale iværksætteruge med en række inspirerende arrangementer, der skal vække lysten hos flere til at starte egen virksomhed.

Formålet med ugen er at skabe opmærksomhed omkring iværksætteri og give både nye og erfarne iværksættere mulighed for at mødes, dele erfaringer og få inspiration.

”Vi mærker lige nu en afmatning i lysten til at etablere egen virksomhed på Mors. Nye iværksættere er vigtige, fordi iværksættere er med til at skabe vækst, arbejdspladser og udvikling i lokalsamfundet. Derfor vil vi med Iværksætterugen vise, at der er masser af muligheder for støtte og vejledning til dem, der drømmer om at tage springet,” udtaler erhvervschef Susanne Toftegaard Hansen.

Oplev et program fyldt med inspiration og netværk

I løbet af ugen kan interesserede deltage i en række aktiviteter, der spænder fra virksomhedsbesøg, rollemodeller til kreative workshops:

  • Mandag d. 10. november
    Kl. 8-10: Virksomhedsvandring hos Byggernyt ApS
  • Tirsdag d. 11. november
    Kl. 10-16: Fælles arbejdsdag hos Morsø Erhvervsråd i samarbejde med Jeanette Kilde og Sparekassen Danmarks Erhvervsnetværk
  • Onsdag d. 12. november
    Kl. 9.30-14.30: Træning og sundhedstjek af din hund hos Morsø Hundehus
    (45 min. pr. deltager – tider tildeles efter tilmelding)
  • Torsdag d. 13. november
    Kl. 19-21: Mal på keramik med STRØM Keramik

Alle arrangementer er udviklet i samarbejde med lokale iværksættere og afspejler den mangfoldighed, der kendetegner iværksætterlivet på Mors. Se mere og tilmelding på mer.dk

 

Hvorfor er iværksætteri vigtigt?

Iværksættere skaber ikke kun nye virksomheder – de skaber arbejdspladser, innovation og udvikling i lokalsamfundet, og er samtidig rollemodeller for dem, som endnu ikke har taget springet. Derfor er det afgørende at fastholde og styrke iværksætterindsatsen og –lysten.

”Vi vil gerne vise, at iværksætteri ikke behøver at være en ensom rejse, men at vi hos Morsø Erhvervsråd tilbyder en tryg opstart med kvalificeret vejledning og adgang til bl.a. en lokal iværksætter Voucher ordning hos lokale rådgivere mv. Der er netværk, 1:1 vejledning og sparring samt samt masser af muligheder for at få hjælp til at komme i gang. Iværksætterugen er en oplagt chance for at møde andre, få idéer og tage det første skridt,” tilføjer Susanne Toftegaard Hansen.

Tilmelding og mere information

Alle arrangementer kræver tilmelding via www.mer.dk.
Kom og bliv inspireret – måske er det nu, du tager springet!