
Business Breakfast med Morsø Erhvervsråd hos Røntveds

Kom med på VirksomhedsVandring med Morsø Erhvervsråd. Et nyt koncept vi søsatte i 2024, som skal understøtte vores strategi og fokus på Morsø Erhvervsråd som et stærkt erhvervsfællesskab på Mors. Kært barn har mange navne, så hvis du kender åbent hus, business breakfast, morgenbriefing eller lignende, så taler vi ca. samme sprog.
Vi vil gerne være med til at vise vores medlemsvirksomheder frem som en form for ”markvandring” eller åbent hus, hvor vi øger kendskabet til øens virksomheder, får en kop kaffe, en rundvisning, et indblik i virksomheden og en god snak med hinanden i “marken”.
Denne gang besøger vi Røntveds i Øster Jølby, hvor vi vil få en rundvisning samt en fortælling om virksomheden.
Om Rønveds:
Gitte og Michael Røntveds har gjort deres store passion; kunsthåndværk med tryk på håndværk, til deres levevej. De er blandt de få uddannede stenhuggere der er tilbage i landet, og har begge mere end 30 års erfaring. Det er derfor ikke uden grund, at deres små og store skulpturer i materialerne granit, bronze, glas og keramik, er kendte over hele landet.
På samme adresse som galleriet, finder du den eventyrlige skulpturhave, som er åben fra maj til august. Haven er i konstant forandring og vel nærmest en blanding af en skovhave, en engelsk staudehave og noget svensk sommerhushygge.
Så snør vandrestøvlerne og tag med Morsø Erhvervsråd på VirksomhedsVandring hos Røntveds. Vi glæder os.