Skip to main content

Anette Sørensen har forstået sine kunder – derfor har hun succes i Erslev

| Udgivet 7. oktober 2022 |

Netto-Tøj har åbent for alle tre dage om ugen. På de andre dage afholder Anette ofte kundearrangementer. ”Vi arrangerer busture, som betyder at kunderne kan komme til os. Vi lukker butikken op eksklusivt for dem, og så kræser vi særligt godt for dem med kaffe og hjemmebag og god personlig service”. Kunderne synes det er en rigtig populær måde at handle tøj på.

Anette arrangerer også modeshows i butikken, som nu er blevet så populære, at hun deler arrangementet op, og kører det to gange samme dag. På den måde bliver der plads til alle. Morsø Erhvervsråd var på virksomhedsbesøg, og vi fik en god snak om Anettes forretning, hvor både datteren Dina og Anettes mand Henning hjælper til, når der er travlt.