Skip to main content

Morsø Erhvervsråd er medlem af Dansk Erhvervsfremme, og det er der god grund til

| Udgivet 4. december 2022 | 

Morsø Erhvervsråd er medlem af Dansk Erhvervsfremme (DEF), som er en politisk uafhængig organisation for erhvervsfremmeaktører som os. Organisationen har stort fokus på lokal, regional og national erhvervsservice og erhvervsfremme.

Årsmødet blev i år afviklet i Kolding, hvor der var deltagere fra hele Danmark. Det er en rigtig god mulighed for at dele gode erfaringer med andre erhvervsråd, og i al beskedenhed glæder vi os også over at, vi kan bidrage med de gode eksempler fra Mors, som har skaffet os titlen som Danmarks 2. mest erhvervsvenlig kommune.

Dansk Erhvervsfremmes medlemmer leverer over 800.000 timers erhvervsservice årligt, og over 18.000 unikke danske virksomheder modtager besøg hvert år. For os giver det god mening, og stor værdi, at vi kan være med i ”maskinrummet”, når fremtidens erhvervsservice i Danmark skal drøftes. Vi vil fortsat arbejde på at styrke de erhvervsmæssige rammevilkår og sikre en stærk erhvervsudvikling på Mors, i samarbejde med det øvrige erhvervsfremmesystem.

Flemming Moeslund Sørensen fra Morsø Erhvervsråd lyttede intenst til indlæggene. Første del af programmet var en præsentation af Center for Bæredygtig Erhvervsfremme på Syddansk Universitet i Kolding.