Skip to main content

| Udgivet 26. marts 2023 |

Årets vinder af Den Gyldne Østers blev Smartlift’s Direktør Jacob Libach Nielsen

Vinderen skaber løsninger som er med til at forbedre sikkerheden og produktiviteten på byggepladser til gavn for medarbejdere og virksomheder i hele verden. Vinderen har formået at skabe en global virksomhed på Mors, med egne selskaber i bl.a. Tyskland og USA.

Med et stærkt fokus på kunderne og en gennemsnitlig leveringssikkerhed på reservedele på imponerende 99%, er virksomheden en forgangsvirksomhed på sit forretningsområde, der skaber god opmærksomhed omkring erhvervslivet på Mors.

Årets vinder har følgende kerneværdier: Kundeorientering, agilitet, dedikation og ansvarlighed, og har et ønske om at bidrage til skabelse af en mere bæredygtig byggebranche. Virksomhedens vision er at løfte og flytte verden på en sikker, smart og intelligent måde og de har siden 2008 været dedikeret omkring fremstilling af de bedst mulige glaslifte på markedet.

Det er derfor med stor fornøjelse at årets overrækkelse af Den Gyldne Østers går til Smartlift’s Direktør Jacob Libach Nielsen.

– Hjertelig tillykke fra Morsø Erhvervsråd –