| Udgivet 15. april 2023 |
Alle mennesker får idéer, og jo bedre man har det, des flere idéer får man som regel. For mange bliver idéerne i lommen. Men i Vils bor en mand, der både har det godt, og så formår han at handle på de idéer han får. Nu kører han på tredje år som landmand og gin-producent.
På en lille snørklet vej mellem vindmøller og grønne marker ligger Niels Clausens gård, Staunstrup. Og foran en stor rød maskinhal har en blå lastbil netop leveret en vare, som Niels har ventet fire måneder på, at skulle modtage. Han siger:
– Nu skal jeg simpelthen lige ha’ den her plastik af.
Niels river begejstret den sorte plastikfilm af, der er viklet rundt om den store genstand, der står placeret midt i maskinhuset. Han siger videre:
– Jeg har ventet længe på den her. Den er produceret i Kina, men det gør den jo ikke ringere. Det er en kornvalse.
Han peger:
– Man hælder kornet ned her, og så kommer det ud her. Valsen åbner kornet, så det er til at arbejde med bagefter.
Livet som landmand
Niels Clausen er 39 år, far til to, landmand i sjette generation, og så er han altså ejer af Staunstrup Gin. Landbruget er hans fuldtidsbeskæftigelse. Han kører familiegården videre. En gård der ligger lidt længere nede af vejen. Og så er han startet op som gin-producent, men det er ren passion ved siden af. Han fortæller:
– Vi har haft grise og planteavl på gården i seks generationer. Og det hedder altså grise – det er så nedladende at kalde dem svin. For et par år siden stoppede vi med at have grise, og gik over til udelukkende planteavl. Det er jo ikke decideret sjovt at være landmand. Det bliver hurtigt ren rutine. Det er mit arbejde, og giver os smør på brødet, men den her gin-produktion det er sjovt.
Niels får lys i øjnene, når talen drejer over på hans passion for gin. Han fortæller:
– Det var jo ikke fordi, jeg vidste noget som helst om gin, da jeg startede. Jeg begyndte at lege med det i 2018, og i 2020 var den første sending klar. Jeg har været på et tre dages kursus i Holland, men ellers er jeg fuldstændig autodidakt.
Støtte fra LAG
I rummet ved siden af Niels står det store og egentlige destillations-apparat. Han siger:
– Inden jeg kunne gå i gang, søgte jeg nogle LAG-midler, som jeg var meget heldig at få. Det er jeg meget taknemlig for. De penge fik mig i gang. Og så har jeg brugt en masse timer herude. Jeg har lavet en hulens masse fejl. Men det er jo sådan man lærer. Bare jeg ikke laver den samme fejl to gange, så går det jo fremad.
Niels er gået ind i et mindre rum, der er inde i maskinhuset. Han siger:
– Du må altså undskylde. Jeg er lidt ophængt i dag. Det plejer jeg ellers ikke at være.
Niels’ telefon bimler og bamler. Han siger:
– Jeg har møder, og så skal jeg altså lige sætte en prøve over herover.
Niels går over til et miniapparat, der står ovre langs væggen. Han siger:
– Det her er et lille destilleri, som jeg bruger til forsøg. Her kan jeg eksperimentere med smag og farve, inden det bliver alvor inde ved siden af. Lige nu er jeg ved at udvikle en Limfjordsakvavit.
En skælsættende jagt i Sverige
Langs loftet, i det rum Niels står i, hænger der jagttrofæer til den helt store guldmedalje. Hoveder af; kronvildt, bukke, en sikahjort skudt i Salling og en enkelt udstoppet, hel fasan. Niels’ anden helt store passion er jagt. Det var faktisk også på en jagt i Sverige, at han besluttede sig for, at han ville kaste sig ud i at producere sin egen gin. Han fortæller:
– Det var i august måned. Jeg var i Sverige med en ven, får at gå på bukkejagt. Om aftenen da vi var færdige med jagten, tændte vi et bål, og min ven mixede en gin & tonic. Jeg kan bare huske, at vi sad der, ved flammerne. Og den gin smagte fantastisk. Det var der jeg fik idéen. Jeg tænkte: “Sådan en gin kan jeg fandme også lave”.
På vej hjem i bilen fra Sverige præsenterede Niels idéen for sin ven, og da han kom hjem, talte han med sin kone. Niels fortæller:
– Jeg kan huske, at jeg sagde til min kone, Charlotte. “Jeg har den her idé – jeg vil gerne være gin-producent.” Så sagde min kone. Det har vi ikke tid til, at du skal være, men vi finder en løsning.
Niels og hans kone lever et travlt liv med to krævende fuldtidsarbejder, studier og gin-eksperimenter, så bedstemor træder ofte til med pasning af børnene. Niels fortæller:
– Havde vi ikke haft bedstemor, så ved jeg snart ikke, hvad vi skulle gøre. Hun reder mange ting.
En indre ild
Ud af Niels’ øjne stråler passionen fortsat mens han taler. Han siger:
– Jeg kan simpelthen ikke lade være med at lave gin. Det er en kæmpe glæde for mig at være her ovre i maskinhuset. Jeg har ambitioner med det. Tænker vi 20 år frem, så vil jeg da gerne at min gin-produktion her bliver noget jeg kan leve af, men min teori er, at penge aldrig skal være din drivkraft. Vil du opnå noget stort, så skal det være en indre ild der driver dig. Og sådan har jeg det med gin. Jeg elsker at eksperimentere.
Korn fra egne marker
Den hvede Niels’ gin er lavet på kommer fra hans egne marker. Han fortæller:
– Det er simpelthen så tilfredsstillende at kunne tage et produkt helt fra idé til færdig flaske. Jeg bruger korn fra min egen mark, og kan lave resten af produktionen lige
her. I år har min mor og jeg fået lov til at plukke enebær på en eng ned ved Højriis Slot, så dem glæder jeg mig til at tilsætte om nogle uger. Det giver mening for mig at bruge lokale varer.
Niels’ telefon ringer igen. Hans bevægelser er lettere hektiske. Han siger:
– Jeg er altså lige nødt til at tage den her.
Der er ingen tvivl om, at Niels er iværksætter. Profilen er plantet i hans DNA. Han fortæller:
– Man får jo mange idéer igennem livet, men med den her gin-idé, der kunne jeg bare mærke, at den skulle føres ud i livet. Ja, jeg er nok god til at handle på mine idéer, men jeg tror også det hænger sammen med, at jeg ikke bryder mig om stilstand. Der skal ske noget. Jeg kan godt li, når livet er i bevægelse. Og jeg har tit tænkt på, at jeg skulle have noget ved siden af landbruget. Mine marker er jo fulde af korn, raps og frø. Det kan jeg jo lige så godt bruge til noget mere, så det gør jeg nu.
Vil ikke være økolog
Niels tænker meget over bæredygtighed, men han har ikke tænkt sig at blive økolog. Han siger:
– Jeg tror grundlæggende ikke på økologi. Det er forældet. Jeg tror vi skal gå en anden og meget mere bæredygtig vej. Teknologien er løbet fra økologien. Der er ting der fuldstændigt selvfølgeligt i dag. Jeg skal have solceller, og vi skal ikke transportere ingredienser over store afstande. Jeg bruger kornet fra min egen mark, og det jeg sprøjter med, er gennemtestet.
Niels har indtil videre kun solgt sin gin lokalt. Produktionen er også fortsat lille, sidste år producerede han omkring 1500 flasker. Han siger:
– Jeg er imponeret over den måde Thy har formået at brande dem selv på. Det inspirerer mig meget, og jeg tror på, at Mors også er godt på vej. Vi har en natur og en ro her, der kan noget ganske særligt. Og det er fedt at være en del af noget, der bevæger sig fremad.
I maskinhuset i Vils er drømmende store, og så længe gejsten brander i kroppen, har Niels ikke tænkt sig at stoppe. Og selvom han snart bliver 40 år, er fantasien og humoren fortsat intakt. På en flaske i hjørnet står der: “Det her er ikke bare en gin… DET ER JYSK RO, NÅR DU TÅLER MOSTEN”.
Du kan finde Niels Clausens hjemmeside her.
Artiklen er skrevet af Kun Mors og videreformidles med tilladelse.
