Skip to main content

| Udgivet 16. maj 2023 |

Morsø Erhvervsråd og Destination Limfjorden havde inviteret lokale virksomheder med en ide til naturnære overnatninger til et workshopforløb hvor vi hjælper virksomhederne med at gå fra idé til en konkret forretningsplan

Der er mange som har ideerne og går med drømmen om at kunne tilbyde turister overnatning ud over det sædvanlige. Er man til udelivet kender man nok allerede til de mange shelters der findes på Mors. Men shelters har nogle begrænsninger, og flere som har prøvet at bo i shelters, kunne måske tænke sig, at den næste ferie skulle løftes et niveau højere – og indeholde selvforkælelse og lidt luksus.

Morsø Erhvervsråd og Destination Limfjorden har sammen tilrettelagt et workshopforløb over tre gange, hvor turismeaktører får mulighed for at arbejde med deres ide, for til slut at stå med en konkret forretningsmodel, som de kan tilbyde deres kunder.

Det var der flere aktører der gerne ville, og derfor havde de meldt sig til workshopforløbet ”Naturnære Overnatninger”. Her arbejder de med deres helt egen forretningside, hvor alle elementer i en succesfuld forretning bliver gået igennem.

Vi har taget udgangspunkt i værktøjet ”Business Model Canvas”, som er en nem, fleksibel og overskuelig måde at arbejde med sin forretningside på. Værktøjet er meget visuelt at arbejde med, og så giver det et virkelig godt overblik over, hvad der egentlig skal til, for at få succes med sin ide. Den første workshop gennemførte vi hos et af vores medlemmer, Gitte Fauersbækk, som har virksomheden Grøn Thy på Mors. Sidder du med en ide til naturnære overnatningsmuligheder, som du gerne vil gøre til en forretning, så kommer vi gerne ud og taler med dig om dine muligheder. Du skal blot kontakte Jens Vinther Christensen eller Flemming Moeslund Sørensen hos Morsø Erhvervsråd: Kontakt – Morsø Erhvervsråd (mer.dk)

Flemming giver en god introduktion til, hvordan deltagerne bruger værktøjerne til udvikling af deres egen ide.