Skip to main content

| Udgivet 29. maj 2023 |

Gemt i det grå industrikvarter på N A Christensensvej i Nykøbing ligger virksomheden CN Agro A/S. Et firma der indtil juli måned sidste år var 100 procent ejet af den 84-årige stifter, Christian Nørgaard. Nu ejer den 25-årige klejnsmed, Mikkel Drejer, og hans far Tommy Drejer, samlet set 60 procent af virksomheden, og i løbet af det sidste år er virksomheden vækstet en halv gang.

Tekst: Katrine Hedegaard , Kun Mors

ERHVERV: Mikkel åbner en Hancock Cola, sætter sig ved et bord og tager en tår. Bag ham sidder hans far Tommy, og taster tilbagelænet ved en computer. Der kommer hele tiden ordre ind, og kunderne skal plejes. Mikkel Drejer er 25 år. Han er uddannet EUX-klejnsmed. En 4,5-årig uddannelse, der kombinerer gymnasiet med en faguddannelse. I Mikkels tilfælde, klejnsmed. 

– Jeg blev udlært på BILA, og blev ret hurtigt projektleder der. Det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle derfra. Men så fik min far den her mulighed for at købe CN Agro, og så slog vi til. 

I sommer blev Mikkel ejer af 10 procent af CN Agro A/S, der fremstiller alt i landbrugsartikler og staldinventar. Et firma der har Hancock sodavand i en kasse på kontoret, og hvor smilende medarbejdere i olieplettet tøj på værkstedet, samler hestebokse og flytbare hytter. Hytter designet til; får, heste, kvæg og grise der bliver solgt overalt i Danmark. 

– På mit studie har jeg lært at lave 3D tegninger, og det var egentlig bare meningen, at jeg skulle hjælpe lidt med det. Men så fik vi pludselig travlt. Så her i februar måned måtte jeg sige min stilling op i BILA, og gå fuldtid her. Nu har jeg ansvaret for produktionen og 25 ansatte. Og det har givet noget, at vi tegner på computer nu. Inden jeg startede, foregik alt i hånden. 

Ovre ved skrivebordet bryder Mikkels far, Tommy, ind: 

– Det var en kæmpe lettelse, da Mikkel trådte 100 procent ind i hverdagen her. Vi supplerer bare hinanden godt. Mikkel har en masse kompetencer fra sin EUX-uddannelse og fra sin tid på BILA. Jeg har ingen uddannelse men en masse praktisk erfaring. Det vi kan, smelter rigtig fint sammen. 

Det sidste år har der været travlt på kontoret og værkstedet hos CN Agro. Mælkeprisen har været høj, det har sendt investeringerne i vejret, og ordrebogen hos CN Agro har været tyk. Virksomheden er vækstet en halv gang, og flere nye medarbejdere er begyndt at stemple ind om morgenen i værkstedet. 

– Vi er heldigvis helt enige om, hvordan vi skal drive vores forretning. Jeg synes egentlig det går rigtig godt. Men jeg bliver 55 år næste gang, og havde jeg ikke haft Mikkel med, så havde jeg ikke købt firmaet. Stifteren Christian Nørgaard, der nu er 84 år, ejer stadig 40 procent, men planen er, at vi stille og roligt overtager det hele. Mikkel supplerer: 

– Ja, vi har på en eller anden måde gang i et generationsskifte lige fra starten, men lige nu nyder jeg at have firmaet sammen med min far, og jeg håber, at vi kan drive det sådan her i mange år. Vi kan da godt blive uenige en gang i mellem, men vi er blevet enige om, at det der sker herude, det bliver herude. Men jeg skal da være ærlig at sige, at når vi har gået op og ned ad hinanden en hel dag, så er det da ikke så ofte, at vi også spiser aftensmad sammen.

Mikkel bor sammen med sin kæreste Laura i et hus de købte sammen i Frøslev for et par år siden.  

– Jeg arbejder jo en del, og det er vigtigt at have god opbakning og fleksibilitet derhjemme, og det har jeg virkelig. Ellers kunne det her ikke lade sig gøre.  

Ud over sin kæreste Laura og sin far, så har Mikkel også en tvillingesøster og en lillesøster, der også begge bidrager og nok også på sigt bliver en del af familievirksomheden. Mikkels mor er frisør i Nykøbing, og har også gjort sit for, at virksomheden er, hvor den er i dag. Det kræver, ifølge Tommy Drejer på alle måder fleksibilitet at være gift med en selvstændig.  

– Lige nu studerer min tvillingesøster, men det kunne være fedt, hvis begge mine søskende også blev en del af virksomheden. Det er jo en lidt særlig måde at være familie på sammen, men at gå ind i det her firma, det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. At arbejde som selvstændig giver frihed. 

Mikkels far bryder igen ind: 

– … Ja frihed og en masse arbejde.   

Mikkel piller lidt ved etiketten på sin sodavand og fortæller videre: 

– Det er privilegeret at have et arbejde, man er glad for, og derfor vil jeg også gerne være med til at inspirere andre unge til at lære et håndværk. Dengang jeg var barn, der gik vi jo alle sammen ude og makkede med ting, når vi havde fri. Det er blevet alt for let at sætte sig foran en skærm. Jeg tror det er derfor, mange vælger en uddannelse og et job, hvor de skal blive siddende dér, fremfor at lære et håndværk og få noget praktisk erfaring. Det er en skam. Som klejnsmed kan man drive det vidt. Her søger vi en lærling, men vi har ikke fået en eneste ansøgning. Jeg tror praktisk erfaring er meget mere værd end et stykke papir på en uddannelse. Det er i hvert tilfælde den praktiske erfaring jeg kigger på, når jeg er med til at ansætte nye folk her.  

Mikkel drikker det sidste af sin Cola, og rejser sig fra bordet. Han går ned ad en gang, og ind i værkstedet. Der hænger en enkelt afklædt kvinde over et metalbord og gnister fra et apparat flyver om ørerne på en smed, der er ved at svejse noget sammen.   – Vi har planer om at skulle vækste lidt mere i år. Men bygningerne her sætter også en begrænsning. Nu nyder jeg den her tid sammen med min far, og så drømmer jeg om, at jeg engang selv får et barn, der kunne have lyst til at fortsætte firmaet sammen med mig, for det er et ganske særligt forhold man får til sin far, når man kaster sig ud i sådan et eventyr sammen.