Skip to main content

| Udgivet 20. februar 2024 |Opdateret juli 2025

 

Kan kunderne finde vej til din virksomhed med korttjenesterne fra Google, Microsoft og Apple?

 

Vi har heldigvis mange turister, der ønsker at lægge deres ferie i vores fantastiske område. Måske tilbyder du overnatning, sælger brugskunst, eller også vil du bare gerne have at turisterne kan finde din virksomhed, når de nu er i området.  

Langt de fleste benytter sig af Google Maps, og af apps, hvor Google Maps er integreret. Microsofts Bing Maps er også på vej fremad, som det nok lige er værd at holde øje med. Desuden har Apple gjort betydelige fremskridt for at gøre deres korttjeneste Apple Maps mere konkurrencedygtige. De har introduceret en række nye funktioner og forbedringer i Apple Maps, især med udgivelsen af styresystemet iOS 18, hvor de bl.a. har forbedret lokal virksomhedssøgning. Apple Maps er forudinstalleret på alle Iphones, og er meget udbredt med forbedringerne i den nye opdatering. 

Derfor er det en god ide lige at tjekke, om din virksomhed nu også er registreret rigtigt på alle platforme, så turisterne og kunderne kan finde dig. Google og Bing henter f.eks. data fra virk.dk. Vi har set eksempler på, at virksomheder er flyttet til nye adresser, men de har ikke fået rettet adressen på virk.dk. Derfor bør du, hvis du har en eksisterende virksomhed, starte med lige at se, om du har opført den rigtige adresse på virk.dk. Så undgår du, at den gamle adresse pludselig igen fremgår af søgeresultatat, og at kunderne kører til den forkerte adresse.  

 

Du kan med fordel tilknytte din virksomhed på Google, Bing og Apple hvis du f.eks. sælger brugskunst, tilbyder overnatninger eller lignende, så turisterne nemmere kan finde dig og din virksomhed, når de kører rundt og oplever vores dejlige område. Hvis du allerede har oprettet din virksomhed på platformene, kan det også være værd lige at undersøge, om det der står når man søger nu også er korrekt. Du kan evt. også overveje at indsætte nogle opdaterede billeder.  

Heldigvis er det meget nemt for dig at tage kontrollen, og sikre dig, at det der står om din virksomhed rent faktisk passer. Både Bing places og Google er på dansk, mens Apples er på engelsk. Du bliver guidet igennem forløbet. Google har et link, som ganske gratis giver dig mulighed for at rette din virksomhedsprofil. https://www.google.com/intl/da_dk/business/. 

Bing har også en side, som hedder: https://www.bingplaces.com/#.  Tjenesten er gratis, og mange tror de er inde på Google, når de i virkeligheden er inde og søge via Microsoft Edge-browseren, som bruger Bing Maps. 

Og Apples tjeneste er også gratis. Du kan oprette og rette din virksomheds oplysninger her Apple Business Connect – Marketing Tools for Business Owners.

Det er værd at gå ind og oprette sig alle tre steder, da de tre korttjenester er konkurrenter, og derfor ikke taler sammen.   

 

Fakta: 

Google Maps har over 1 milliard aktive brugere om måneden på verdensplan, og ca. 500 millioner mennesker bruger Microsofts Maps globalt. 

En undersøgelse fra 2022 viste, at 74% af danske smartphone-brugere bruger Google Maps. 

I Danmark downloadede over 1 million danskere Google Maps-appen i 2023. Microsofts Maps-app er konsekvent placeret i top-10 af navigationsapps i den danske App Store. 

Google Maps er den mest downloadede navigationsapp i Danmark.