Skip to main content

PRESSEMEDDELELSE

| Udgivet 1. oktober 2024 |

 

Ny erhvervskonsulent hos Morsø Erhvervsråd 

Så kom dagen endelig, hvor vi hos Morsø Erhvervsråd kan byde velkommen til vores nye erhvervskonsulent, Lars Fjordbak Gehlert.

 

Morsø Erhvervsråd har fra 1. oktober 2024 ansat Lars Fjordbak Gehlert, 33 år som ny erhvervskonsulent. Lars bringer en omfattende erfaring inden for markedsføring, branding og forretningsudvikling med sig, hvilket har til formål at styrke de lokale virksomheders vækst og innovation.

 

Erfaring og Kompetencer

Lars har siden 2016 arbejdet med rådgivning af virksomheder. Han har specialiseret sig i at udvikle strategier, der hjælper virksomheder med at identificere deres behov og finde de nødvendige redskaber for at opnå optimale resultater – noget der skal gøres brug af i erhvervsrådet.

 

Om jobbet

Som erhvervskonsulent vil Lars være en central figur i den opsøgende indsats overfor de etablerede virksomheder og være at finde ude i ”marken”. Lars vil sikre, at de lokale virksomheder har kendskab til de mange muligheder for erhvervsfremmemidler hos fx vores tætte samarbejdspartner Erhvervshus Nordjylland – og vejlede virksomhederne om udviklingspotentialer.

Jeg ser meget frem til at få styrket erhvervskonsulent teamet med de kompetencer Lars kommer med og er top begejstret for at få en ung, energisk og engageret ressource i ”marken”, udtaler erhvervschef Susanne Toftegaard Hansen.

 

Lokalt Engagement

Siden 2020 har Lars og hans familie været bosiddende på Mors, hvor de aktivt deltager i det lokale foreningsliv. Lars ser frem til at bidrage til det lokale erhvervsliv og skabe stærke relationer til virksomhederne og medlemmerne af Morsø Erhvervsråd.

Lars udtaler, ”Jeg ser enormt meget frem til at blive en del af Morsø Erhvervsråd fra den 1. oktober 2024. Blandt Region Nordjyllands 11 kommuner er Morsø Kommune kåret som den mest erhvervsvenlige – og den fjerde mest erhvervsvenlige i Danmark. Det vidner om et sprudlende erhvervsliv, hvor frø får mulighed for at spire og hvor innovative virksomheder værner om det lokale erhvervsliv samtidig med, at de dominerer nationalt og internationalt. 

Jeg glæder mig til at iagttage den spændende erhvervsrejse fra første parket, og jeg glæder mig især til, at lære alle de spændende og inspirerende virksomheder på Mors at kende”.