| Udgivet 27. februar 2025 |
Jysk Elteknik: Jysk Talent
Jysk Elteknik omfavner den nye generation af lærlinge, ved at anerkende behovet for mere ledelse, nærvær og omsorg, via initiativet Jysk Talent. Morsø Erhvervsråd besøgte adm. direktør Jesper Overgaard og talentchef Jonas Jespersen hos Jysk Elteknik i Nykøbing, for at høre mere om det spændende nye tiltag, der skal fremme fællesskab og personlig udvikling blandt deres lærlinge.
Talentchef for 29 lærlinge
Jysk Talent skal skabe rammerne for et stærkere fællesskab og personlig udvikling hos 3. og 4. års lærlingerne, et initiativ der blev igangsat af Jysk Elteknik for snart 2 år siden. Jonas Jespersen, der desuden fungerer som servicekoordinator i Hurup-afdelingen, er udpeget som Talentchef og HR-medarbejder pr. 1. januar i år, og skal i den nye rolle bl.a. fungere som et slags bindeled mellem lærlinge og afdelingsledere.
Med et større fokus på mennesker og struktur, mener virksomheden at det er vigtigt at skabe trivsel i arbejdsmiljøet for alle medarbejdere, og med Jysk Talent er der særligt fokus på forløbet med lærlinge. Jonas Jespersens nye rolle omfatter bl.a. at være kontaktperson i forhold til fællesskab og personlig udvikling, både omkring det el-faglige og fællesskabet. Han sørger desuden for, at nye medarbejdere får en god modtagelse og opstart i firmaet.
Trivsel og udvikling i fokus
Talentchef Jonas fortæller, at der er positiv reaktion fra afdelingslederne ifb. Jysk Talent-initiativet. Afdelingslederen har stadig ledelsesansvaret, mens talentchefen løbende følger op på trivsel, både i henhold til fællesskab og arbejdsopgaver. Tiltaget er stadig nyt og Adm. Direktør og Talentchef har en masse idéer og drømme i skudlinjen, som de udvikler på, så lærlingeforløbet og talent-tiltaget struktureres.
Nye behov fra generation Z & Y på arbejdsmarkedet
Adm. Direktør for Jysk Elteknik, Jesper Overgaard, forklarer, at gennem Jysk Talent har virksomheden haft et stigende fokus på den nye generation af lærlinge, Generation Z og Y, og den fremtidige arbejdskultur. De anerkender, at tilgangen til arbejdsmarkedet, definitionen af et sundt arbejdsmiljø og de generelle behov for ledelse, nærvær og omsorg, er anderledes ved den nye generation af lærlinge, og det ønsker virksomheden at omfavne.
Den mentale sundhed spiller en stor rolle, og Talentchef Jonas Jespersen fortæller at de især fokuserer på skolegangen i henhold til trivsel. Der har Jysk Elteknik et godt samarbejde med skolen, så det bliver en fælles opgave at gribe de elever, der har mere svært ved teorien og skolegangen, end praktikken på arbejdspladsen. Talentchef Jonas Jespersen fortæller: “Når der er små ting man ikke spekulerer i selv, men som fylder meget for dem, kan det være sværere at åbne op for en afdelingsleder som ung eller ny på arbejdsmarkedet”, og det er derfor deres erfaring, at også de, der har svært ved skoleforløbet, nyder godt af en kontaktperson.
Fokus på psykisk og fysisk sundhed
“Den største parameter for trivsel på arbejdspladsen er fællesskabet”, giver Adm. Direktør Jesper Overgaard udtryk for. Indtil videre har der gennem Jysk Talent været arrangeret virksomhedsbesøg, foredrag om transitionen fra lærling til svend, mens information om fysisk og mental sundhed og yderligere sociale arrangementer i henhold til team-building er på tegnebrættet.
Gennem tiltaget Jysk Sundhed er der desuden også fokus på den fysiske sundhed med fælles sportsaktiviteter, fri frugt på arbejdspladsen og i rabatordninger på træningscentre og sportstøj med virksomhedens logo.
Employer branding via videoer på sociale medier
Morsø Erhvervsråd spurgte, om de kunne mærke, om Jysk Talent har resulteret i flere henvendelser fra lærlinge. Adm. direktør Jonas Overgaard forklarer, at initiativet stadigt er nyt, men at det snarere kan være et resultat af deres employer branding strategi med korte videoer af dagligdagen som lærling, og fortsætter, “Jysk Talent og vores employer branding skal tiltrække lærlinge på upyntet vis og ikke ved at opstille et glansbillede”.
Gennem korte videoer viser elektrikerlærling Robert Würtz, selvudnævnt “el-fluencer”, dagligdagen hos Jysk Elteknik med fuld gennemsigtighed, fra en ærlig, informativ og underholdende vinkel. På den måde omfavner Jysk Elteknik lærlingenes interesse ved at møde ungdommen på deres egne platforme på TikTok, Facebook og Instagram, i et format de kan relatere til.
Nomineret til ‘Årets Innovative Læreplads’
Som resultat af videoerne, blev Jysk Elteknik og elektrikerlærlingen Robert Würtz nomineret til Årets Innovative Læreplads af Fonden for Entreprenørskab, og turen til begivenheden i København, hvor de løb afsted med en flot 2. plads, blev naturligvis også dokumenteret. Trofæet, som er noget af det første man møder når man træder ind i Nykøbing-afdelingen, er de meget stolte af at have modtaget.
En arbejdsplads, man har lyst til at blive på
Målet med Jysk Talent er at opnå det bedste lærlingeforløb, så lærlingene trives og har lyst til at blive i virksomheden. “99% af det du lærer i skoleforløbet er tekniske ting, og den personlige udvikling som vi forsøger at give på arbejdspladsen, har bl.a. til formål at skabe et arbejdsmiljø de vil fortsætte i, efter endt uddannelse”, beretter Adm. Direktør Jesper Overgaard. Virksomheden stræber efter at være mere opmærksom på ændringer i adfærd i forhold til trivsel på skolen, i fællesskabet og på arbejdet. “Trivsel frem for alt, alt det andet tager vi, som det kommer”, forklarer Talentchef Jonas Jespersen afsluttende.
Morsø Erhvervsråd planlægger desuden en VirksomhedsVandring hos Jysk Elteknik, medlem af erhvervsrådet, hvor man kan blive klogere på virksomheden og de forskellige tiltag – så hold øje med vores event-kalender.