Skip to main content

| Udgivet 7. august 2025 |

Morsø Erhvervsråd hjælper virksomhederne med udenlandsk arbejdskraft

 

Når man driver virksomhed, er der nok at se til – og når man samtidig ønsker at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, kan det hurtigt blive en administrativ jungle.

Det oplevede René Hovgaard Sørensen fra Morsø Dyreklinik, da de ansatte en ny dyrlæge fra et EU-land. Selvom medarbejderen kommer fra Europa, kræver det stadig en række dokumenter og godkendelser for at få arbejds- og opholdstilladelse i Danmark – og det er ikke noget, man nødvendigvis har erfaring med som lokal virksomhed.

 

“Jeg ville bare gerne have min nye medarbejder godt i gang – men jeg blev hurtigt overvældet af alle de krav og trin, der skulle følges,” fortæller René Hovgaard Sørensen, som står bag Morsø Dyreklinik.

 

Han tog kontakt til Morsø Erhvervsråd som trådte til, og hjalp med at få skabt overblik over processen. Gennem en god dialog med de forskellige aktører har erhvervsrådet hjulpet med at skabe ro og finde vej i processen, så både Morsø Dyreklinik og medarbejderen kunne fokusere på det vigtigste, nemlig at få en god start.

 

“Det har været en stor hjælp at have nogen, der kender systemet og ved, hvor man skal starte. Det har sparet os for tid og bekymringer,” siger René Hovgaard Sørensen.

 

Hos Morsø Erhvervsråd er det netop en kerneopgave at støtte og vejlede lokale virksomheder – også når det handler om international arbejdskraft. Vi står klar til at hjælpe virksomhederne med at komme godt i gang og vækste.

 

Har du brug for hjælp i forbindelse med udenlandsk arbejdskraft? Så kontakt Morsø Erhvervsråd og find os på mer.dk

 

Faktaboks: Arbejds- og opholdstilladelse – kort fortalt

EU-borgere

  • Har ret til at arbejde og opholde sig i Danmark uden tilladelse.
  • Skal dog søge om et EU-opholdsdokument for at få CPR-nummer og adgang til sundhedssystemet.
  • Krav:
    • Ansættelseskontrakt eller arbejdsgivererklæring.
    • Reelt og lønnet arbejde (typisk min. 10-12 timer/uge i 10-12 uger).
    • Dokumentation via lønsedler og evt. skattepersonnummer

 

Ikke-EU-lande (16 udvalgte lande)

  • Fra 1. januar 2025 gælder en særlig ordning med lavere lønkrav:
    • Minimumsløn: 300.000 kr./år
    • Gælder kun for statsborgere fra 16 udvalgte lande.
    • Kun virksomheder med overenskomst kan benytte ordningen.
    • Medarbejderen skal bære ID-kort under ansættelsen.
  • Formål: Tiltrække arbejdskraft og sikre ordnede forhold

 

Se nærmere på virksomhedsguiden: Kvikguide til regler om opholds- og arbejdstilladelse for udenlandsk arbejdskraft | Virksomhedsguiden og Virk Assistenten, se link: https://virk.dk/vejledning/virk-assistent/ansaet-udenlandsk-medarbejder-eu/