| Udgivet 14. august 2025 |
Fra skitse til virkelighed – fra iværksætter til prisvinder 🌟
På få år har Mathias Boll forvandlet sin tegnestue på Mors til en ambitiøs og prisvindende virksomhed. Mathias Boll er manden bag Byggernyt, der er gået fra at være en enkeltmands-tegnestue til et stærkt team med både arkitekten Lisa Lousdal Thorsted og bygningskonstruktør og tømreren Jonathan Plovmand Alstrup Würtz, selvfølgelige med Mathias selv som drivkraften bag. I foråret 2025 blev Mathias hædret med Den Gyldne Musling – Morsø Erhvervsråds iværksætterpris – som anerkendelse for sin bemærkelsesværdige rejse, en lovende fremtid og sit engagement som en god ambassadør i lokalområdet, samt sin evne til at tænke både menneskeligt og langsigtet.
“Jeg har tidligere tænkt: ‘Wow, de virksomheder, der får prisen, dem kan jeg slet ikke måle mig med.’ Så det betyder virkelig meget, at nogen med erfaring ser, at vi er på rette vej – det har givet et rigtig tiltrængt skulderklap.”
Mere end bare et job – Mennesker før mursten
Byggernyt er mere end en tegnestue. Det er en virksomhed, der bygger på relationer, tillid og menneskelig indsigt. For Mathias handler det ikke kun om bygninger – det handler om mennesker. “Jeg synes, det er fedt, når folk trives og lykkes. Så går jeg gerne et skridt længere.”
Han fortæller, hvor hurtigt udviklingen er gået, og om vigtigheden af at holde fast i det, han satte i gang for fem år siden: “Vi skal holde os til det, vi er gode til – vi er sindssygt gode til at tegne og til at arbejde med mennesker.” Han understreger også, at man ikke skal gabe over for meget eller handle på alle de små pop-op-idéer. “Det forpligter os til at bygge en robust virksomhed, der kan stå imod, hvis noget uforudset skulle opstå – vi skal tænke langsigtet.”
Virksomheden har netop taget et stort skridt og er flyttet i nye lokaler på Elsøvej 107, hvor de er vokset fra 45 til 240 kvadratmeter. Det giver plads til både showroom, praktikanter og eksterne samarbejdspartnere – og markerer endnu et skridt mod en robust og fremtidssikret forretning.
Redder folks r*v
Rygraden i Byggernyt er ikke blot at være dygtige tegnere, men at bygge bro – mellem kundernes ønsker, muligheder og den praktiske udførelse. Der er ingen begrænsninger for, hvad Mathias og teamet kan tegne eller rådgive om. Uanset om kunden er privatperson, håndværker, erhvervsleder eller en offentlig institution, står Byggernyt klar med totalrådgivning. Mathias forklarer, at kunderne ofte kommer med drømme og idéer – fra skitser til behov for sparring om faldgruber og skjulte udgifter.
Byggernyt ønsker at nedbryde fordommen om, at arkitekter altid sprænger budgettet. “Der er mange ting, man først opdager under byggeprocessen – og det kan blive dyrt. Her kan Lisa som arkitekt afhjælpe mange problemer, før de overhovedet opstår.” Hun visualiserer projekterne, så fejl og uhensigtsmæssigheder opdages i tide – og det sparer både penge og ressourcer. Mathias fortæller, hvordan Lisa på få timer kan sætte sig ind i et projekt og binde det hele sammen – fra lysindfald og lokalplaner til naturhensyn og bæredygtige materialer. ”Det er altså billigere at købe en arkitekttime end at bygge noget, der skal rives ned og bygges op igen – og det er heller ikke bæredygtigt.”
Lisa arbejder helhedsorienteret med drømmehuset. Hun ser mere end fire vægge, et tag og praktiske håndværksmæssige løsninger – hun holder idemøder med kunden og sporer sig ind på deres reelle ønsker og behov. “Det skal være kundens drømmehus – ikke bare en praktisk løsning.” Når idéerne er på plads, sørger Jonathan og Mathias for det er bygbart.
Når idéerne fra idemødet skal omsættes til noget, der kan bygges, træder Jonathan ind i billedet. Han har overblikket over projekterne og en dyb forståelse for konstruktioner, byggeteknik, myndighedskrav, bæredygtighedsberegninger, planloven og landzonebestemmelser – ”og så er han bare ekstremt detaljeorienteret”. På den måde sikrer han, at projektet holder hele vejen – både på papiret og i virkeligheden.
En branche i forandring
Mathias fortæller, hvordan de hos Byggernyt har fokus på at blive endnu bedre til det, de allerede er gode til. Her spiller både Morsø Erhvervsråd og Erhvervshus Nordjylland en vigtig rolle som sparringspartnere og brobyggere til ny viden og udviklingsmidler. Et aktuelt fokusområde er livscyklusanalyse (LCA), som fra 1. juli 2025 er blevet en obligatorisk del af byggeriets dokumentation. LCA vurderer en bygnings samlede miljøpåvirkning – fra råmaterialer til nedrivning – og stiller nye krav til både materialevalg og dokumentation.
“Det nye regelsæt tvinger os til at tænke anderledes – og det kan noget. Men vi kæmper stadig mod ‘sådan har vi altid gjort ’-mentaliteten.” For Mathias og teamet er det dog ikke en udfordring – det er en mulighed. En mulighed for at forme fremtidens byggeri med omtanke, kvalitet og mennesket i centrum.
